Bibliotek udgiver selv e-bøger

Folkebibliotekerne i Stockholm udgiver e-bøger for at imødekomme et stigende behov hos brugerne

 

Ane Locht, journalist, ITK Design, Aarhus Kommune

 

Svenskerne læser hovedsageligt e-bøger på engelsk, fordi de svenske forlag ikke har forstået at bevæge sig fra papir til digitale udgivelser, skriver Åke Nygren på infotoday.eu. Siden e-bøgernes fremmarch har forlagene koncentreret sig om at beskytte markeder og rettigheder frem for at deltage i udviklingen af et nyt e-bogsmarked, lyder kritikken. Det har fatale følger for de svenske læsere og sproget, mener flere eksperter.

 

Ingen faglitteratur på svensk

Studerende og andre, der arbejder akademisk med research, har meget få muligheder for at arbejde på modersmålet. Der findes nemlig stort set ingen e-faglitteratur på svensk. Hele den akademiske verden er derfor på vej til at skifte svensk ud med engelsk, lige som det allerede er sket indenfor medie-verdenen. Kritikere i Sverige mener, at manglen på svenske e-bøger kan gå hen og blive en direkte trussel mod det svenske sprog.

 

Vi gør det selv!

Folkebibliotekerne i Stockholm har siden 2010 taget skeen i egen hånd. De har lanceret en ny app, der gør det muligt at søge, downloade og læse e-bøger via bibliotekets hjemmeside. Bibliotekerne er også begyndt at publicere DRM-fri e-bøger, i første omgang i samarbejde med Publit, et svensk print-on-demand-forlag. Tilsvarende er bibliotekerne indgået i et samarbejde med forlaget Vertigo og har udgivet e-bøger, der stilles gratis til rådighed for brugerne via bibliotekernes hjemmeside og Apple’s iBooks.

 

Flere bøger og nye samarbejder i fremtiden

Næste skridt for de svenske biblioteker er at udforske mulighederne i EPUB3, skriver infotoday. EPUB3 ses her som er et åbent format, der har potentiale til at flytte e-læsning fra en lukket, ensom aktivitet hen mod en åben, kreativ og social oplevelse. I denne fase vil bibliotekerne intensivere samarbejdet med nye partnere og digitalisere endnu flere bøger. E-bøgerne vil blive endnu bedre integrerede på forskellige brugerflader, og bibliotekerne vil arbejde med brugergenereret indhold.

 

Læs hele artiklen: http://www.infotoday.eu/Articles/Editorial/Featured-Articles/Overcoming-e-book-stagnation-80411.aspx

 

Links:
Stockholm Public Libraries website: www.biblioteket.stockholm.se
SPL Digital Library blog: http://bloggar.biblioteket.se/digitalabiblioteket/

40 dominerer januar statistik

Tallet 40 går igen i denne måneds statistik for eReolen

 

Af Ane Locht, journalist, ITK Design, Aarhus Kommune

 

+43,12% unikke bruger

Antallet af unikke brugere af eReolen i januar er steget med hele 43,12%. Der er nu godt 5000 personer flere, der bruger eReolen i forhold til måneden før.

 

+40 nye titler

Antallet af bøger, der er tilgængelige som ebøger, er steget med næsten 40 titler.

 

+40.000 downlån

Antallet af akkumulerede downlån er steget med næsten 40.000 stk. fra december til januar.

 

+40.000 besøg

Det totale antal af besøgende er steget med lidt over 40.000 tusinde besøg.

 

Julegaver

Noget kunne tyde på, at mange har fået en smartphone eller en tablet i julegave, for antallet af besøgende fra mobile medier er steget fra 43.392 besøg i december til 69.160 besøg i januar. Det svarer til en stigning på næsten 60%. Udviklingen i brugen af de mobile medier har i det hele taget været eksplosiv. I november 2011 kom omkring en tredjedel ind på eReolen via mobile medier. I december var det halvdelen af brugerne og i januar er det 54%.

Se hele statistikken i kategorien Statistik om eReolen.

Er iBooks Auther relevant for os?

Af Ane Locht, journalist, ITK Design, Aarhus Kommune

De nye aftaler, Apple har lavet med de tre største amerikanske lærebogsforlag og lanceringen af gratis-programmet iBooks Auther, kommer ifølge eksperter på området til at revolutionere ebogs-markedet. Det er en stor nyhed – for alle læsere og for folk, der arbejder med ebøger til daglig. Jeg håber og tror, at dem, der interesserer sig for området, kan finde ud af at relatere nyhederne til egen hverdag.

Slip for bøvl

I stedet for at rekvirere et US TAX ID for at udgive ebøger via iBook Store kan du alliere dig med en såkaldt aggregator, skriver Apple i sin vejledning. En aggregator er en ekspert i epublishing og varetager alt lige fra formatering til markedsføring. Det koster naturligvis, men sparer dig for bøvlet med at undersøge alting selv.

Del dine erfaringer

Hvis du har erfaringer og viden om epublishing i USA, så del gerne din viden her på siden.

 

Følg evt. med på: http://ipadguide.dk/nyheder/vaerd-at-vide-om-bogudgivelse-via-ibook-author/

Berlingske litteraturredaktør vild med eReolen

Af Ane Locht, journalist, ITK Design, Aarhus Kommune

 

”Indtil for et par dage siden havde jeg aldrig drømt om, at jeg en dag skulle blive vild med at læse bøger på mobilen”

Sådan skriver Jens Andersen, litteraturredaktør på Berlingske Tidende, om sin holdning til ebøger.  Der skulle kun gå et par dage, før Jens Andersen var omvendt – nu er han storkunde på eReolen.

”Som låner må jeg sige, at det er et vanvittig smart bibliotek. (….) Du behøver blot et lånerkort til det lokale bibliotek, så er der fri bane til mere end 2000 kvalitetstitler indenfor skønlitteratur, faglitteratur, krimi, børne-og ungdomslitteratur og lyrik”.

Med hustruen sovende ved sin side ligger Jens Andersen under dynen og konsumerer bøger fra eReolen, fortæller han. Uden at have lyset tændt og uden at larme, når han bladrer.

”Med store forventninger kastede jeg mig ud i Helle Helles seneste roman. Lidt af en sovepille. Til gengæld blev jeg lysvågen af Walter Isaacsons fremragende Steve Jobs-biografi. Og det følgende døgn – på toilettet, i toget, bussen og sengen – nippede jeg så til Tranströmers fortryllende digte.”

Berlingske 13. januar 2012 (find evt. artiklen på infomedia)