Nyhedsbrev 2

Nyhedsbrev 2 fra ”Folkebibliotekernes ebogsprojekt” 20. Oktober 2011

 

Den ny ebogsservice har nu fået et navn. Den hedder eReolen.dk. Det nye site og mobilsite testes i øjeblikket af projektgruppen, og vi arbejder på at få de sidste ting på plads, så I kan endnu ikke se sitet på nettet. Der er nu i alt 38 forlag der har tilmeldt sig servicen, bl.a. Hr. Ferdinand og Modtryk og flere er på vej. Publizon har udsendt kontakter til alle bibliotekerne og tilmeldinger begynder at komme ind.

Vi har søgt 1 mio. kr. fra Styrelsen for Bibliotek og Mediers netudviklingspulje, som det er meningen skal bruges til at mindske bibliotekernes omkostninger til e-bogsudlån indtil puljen er brugt. Pengene vil blive brugt til at halvere bibliotekernes pris for ebøgerne indtil bunden af rabattrappen er nået. Vi får først svar fra Styrelsen/ Netkoordinationsgruppen medio november 2011, vi venter spændt og håber det bedste. Hvis vi får pengene – eller nogle af dem – vil de komme alle kommuner til gode, uanset om man har meldt sig til fra starten eller gør det senere. Se også http://bogmarkedet.dk/comment/84#comment-84

Markedsføring

Der er en række markedsføringsmaterialer på vej, som kan anvendes af de enkelte biblioteker. Pakken kommer til at omfatte elektroniske og trykke materialer og et forslag til et koncept for en event/demo på bibliotekerne. Det handler bl.a. om webbannere, grafik til storskærme, plakater, postkort/flyer med kort vejledning, stofbannere til ophængning i biblioteksrummet, og der bliver udarbejdet en pressemeddelelse, der kan anvendes lokalt. Plakater og flyers/postkort trykker vi og udsender til alle deltagende biblioteker i et første oplag. De øvrige materialer kan enten hentes på nettet og anvendes lokalt, det gælder f.eks. elektroniske bannere til bibliotekernes lokale hjemmesider, eller de kan hentes som trykklare filer, som så kan trykkes lokalt. Markedsføringsmaterialerne er klar i løbet af den næste uge, og kan hentes på hjemmesiden under Presse. Indtil sitet kører kan markedsføringsmaterialet findes på bloggen: www.projekteboeger.dk efterhånden som, det bliver færdigt.

Vejledning/FAQ

Der er udarbejdet vejledning til brugerne og bibliotekerne i anvendelsen af servicen. Den forklarer hvordan man låner en bog fra PC/MAC og smartphones/tablets og flytter over på en ebogslæsere, hvilke devices der kan anvendes og svarer på en række generelle spørgsmål, som vi kan forvente fra lånerne. Den kan hentes fra Hjælp knappen på forsiden af sitet og indtil sitet fungerer, kan den ses på bloggen under vejledninger: www.projekteboeger.dk

Test af sitet eReolen.dk

Biblioteker, der anvender DBC Lånercheck vil få adgang til at prøve det nye site medio uge 43. I kan også afprøve sitet fra smartphones eller tablets og se hjemmesiden tilpasset mobile devices. Vi sender mail ud, når vi åbner for adgangen. I kan så teste servicen med eget lånernummer/pin-kode indtil 1.november 2011. Publizon sletter alle lån i den nye service foretaget inden lanceringen 1. november 2011. I kan selvfølgelig også anvende de frikort numre. som I aftaler med Publizon i forbindelse med oprettelse af adgang til servicen.

Vi har ændret den røde farve på sitet lidt på anbefaling af grafikerne, så den fungerer bedre til trykte materialer. Det er projektgruppen, der har ansvaret for sitet.

Aftale om adgang til servicen

Alle biblioteker har nu fået tilsendt en kontrakt med tilbud om at deltage i servicen fra Publizon. Biblioteket skal anvende DBC lånertjek service, og opsætte VIP-basen så Publizon får adgang til at validere. Se vejledning på bloggen. Når biblioteket tilmelder sig får det tilsendt vejledning i anvendelse af administrationsmodulet, hvor biblioteket kan opsætte parametre vedr. brugsbegrænsning. Vejledning i opsætning af lånervalidering kan også ses på projekteboeger.dk

 Statistik

Administrationsmodulet vil også give adgang til statistik for det enkelte bibliotek. Projektet vil desuden udsende månedlige opgørelser over anvendelsen af servicen, med information om f.eks. antal lån pr. md., antal genlån, titler der har været udlånt, antal akkumulerede lån, unikke brugere mv.

Materialevalg

Materialevalget foretages centralt af projektet. Der er ikke mulighed for lokalt materialevalg. Vi arbejder på politik for materialevalget, men der vil kun blive tale om fravalg af materiale som f.eks. meget små tekster, som vi ikke vil betale klikprisen for, idet der jo kun betales for det brugerne vælger at låne.

De 2 gamle ebogsservices: ebogsbibliotek.dk og ebib.dk

Nogle spørger til hvad der sker med indholdet på de gamle services. Der er ingen direkte overførelse af titler fra ebib.dk og ebogsbibliotek.dk, da titel udbuddet afhænger af det enkelte forlags deltagelse i den nye tjeneste samt bibliotekernes materialevalg. Således vil nogle titler fra de to eksisterende tjenester være tilgængelige, og andre vil ikke være tilgængelige i den nye tjeneste.

Folkebibliotekernes ebogsprojekt

 Kontakter

Bo Fristed, projektejer, Aarhus Kommunes Biblioteker, M 2014 2612, E fristed@aarhus.dk

Susanne Iversen, projektleder, Aarhus kommunes Biblioteker, M 29208036, E siv@aarhus.dk

Steffen Sørensen, Publizon A/S, M 6037 3824, E scs@publizon.dk

En tanke om "Nyhedsbrev 2"

  1. Pingback: Folkebibliotekernes nye ebogsudlån lanceres 1. nov. og kommer til at hedde ereolen.dk « Morten Dürr

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

*

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>